Oqaatsut: Vandring og kulturel fordybelse

Samtaler i fri natur - 2 dages tur

Kom med på en fantastisk vandretur til Oqaatsut og overnat i den smukke bygd, hvor vi møder de lokale og lærer om den grønlandske kultur og historie. 

Den første dag vandrer vi med vores lokale guide mod Oqaatsut, som ligger cirka 20 kilometer nord for Ilulissat. Undervejs passerer vi bugterne fyldt med blå isbjerge, floder med migrerende fisk, de arktiske blomster på tundraen og de mange sten-arter, som er poleret af gletsjere. Guiden fortæller om flora, fauna og det uberørte landskab, om jagt og fiskeri og om områdets kulturelle historie. Undervejs serverer guiden frokost og noget varmt at drikke.

Når vi kommer frem til Oqaatsut, tidligere kendt som Rodebay, finder vi vores værelser. Efterfølgende er der tid til at udforske bygden og dens smukke omgivelser på egen hånd, inden vi afslutter dagen med en traditionel middag.

Kom med de lokale på arbejde

Næste dag tager vi på en tur rundt i Oqaatsut og hører om hverdagslivet fra bygdens beboere. Vi deltager i nogle af de daglige, lokale aktiviteter. Aktiviteterne afhænger af sæsonen; nogle gange er vi med til at tilberede fisk, som koges, tørres og ryges. Andre gange plukker vi vilde planter og blomster til te, fodrer slædehundene, reparerer fiskenet eller bliver instrueret i, hvordan man bygger en slæde. Sidst på dagen bliver vi hentet af en båd, som sejler os den flotte tur tilbage til Ilulissat, hvor vi undervejs vil passere de utrolige isbjerge i vandet.

Dette er turen for jer, som vil opleve hverdagen i det autentiske Grønland. Vores lokale guide vil oversætte fra grønlandsk, så I lærer om den grønlandske kultur, historie og hverdag fra de lokale i bygden.
 

Information

Destination: Ilulissat
Varighed: 2 dage
Sværhedsgrad: 3 af 5
Sæson: Juni til september
Pris: 3950
Ilulissat

Prisinformation

Prisen inkluderer

  • Guide
  • Bådtransfer
  • Overnatning
  • Morgenmad, frokost og aftensmad
  • Lokale aktiviteter
  • Guidet gåtur i og omkring bygden